fnat

Fnat – hvad er det, og hvordan kommer du det til livs?

Fnat er en hudsygdom, som mange danskere på et eller andet tidspunkt i livet generes af. Det gælder både mænd og kvinder. Heldigvis er der gode muligheder for behandling og forebyggelse – det kan du læse meget mere om her, ligesom du bliver klogere på, hvad fnat egentlig er for en størrelse, og hvordan du får det.

Hvad er fnat?

Fnat er kort fortalt en hudinfektion, der opstår, fordi huden inficeres med den humane fnatmide. Lidelsen kaldes også scabies, men på dansk kender vi det ofte som fnat. Det er en sygdom, som stadig ses hyppigere og hyppigere blandt befolkningen.

Hvis du har fnat, har du altså en infektion med en mide, der er lille og med en gulbrunlig farve. Miden er en lille parasit med fire par ben – og den lever lige under hudoverfladen. Hunmiden har en længde på 0,3-0,4 mm og er større end hanmiden. Når hunmiden er drægtig, bevæger hun sig ned under det øverste hudlag, hvor hun graver gange. Her lægger hun sine æg og dør kort tid efter.

Når hunnen har lagt sine æg, går der ca. tre uger til, de er udklækkede. Herefter kan en ny omgang fnatmider grave nye gange og begynde at formere sig. Det er ofte først to-tre uger efter smitten, at tegnene på fnat viser sig ved voldsom kløe. Fnatgangene kan mange gange ses, hvis du kigger godt efter. Gangene kan blive op til 10 mm lange, er tynde, krogede og har en gråhvid farve. For enden af gangen sidder miden som en sort prik.

Mange frygter hudlidelsen, men selvom det er generende og dybt ubehageligt at have de mikroskopiske mider kravlende under huden, er det en ufarlig sygdom, der dog kræver behandling for at komme den til livs.


Hvorfor får man fnat?

Du får fnat, når du smittes med fnatmiden, der bærer det medicinske navn Sarcoptes scabei var hominis. Smitten får du fra en anden person, som er ramt af hudlidelsen.

Hvordan smitter fnat?

Fnat er en meget smitsom hudsygdom, der på kort tid kan løbe som en steppebrand, hvis den ikke stoppes. Derfor er det også vigtigt at få behandling, så smitten ikke breder sig. Men hvordan får man fnat?

Den lille fnatmide overføres ved tæt kontakt fra person til person. Derfor er det ofte i institutioner, hvor børn har tæt fysisk kontakt, og på efterskoler, hvor unge mennesker bor sammen på lidt plads. Fnatmider foretrækker at bo i områder mellem fingrene, på håndleddet, i armhulerne, omkring navlen og kønsdelene. Derfor kan du godt blive smittet gennem et håndtryk – og særligt ved seksuel kontakt med en smittet person. Smitten opstår altså gennem tæt fysisk kontakt, og alle kan derfor blive ramt af fnat.

Selvom det ofte er ved direkte, tæt fysisk kontakt til en smittet person, at smitten opstår, kan du i nogle tilfælde også blive smittet gennem sengetøj og andre tekstiler. Det er dog meget sjældent. Ofte overlever fnatmiden kun i tekstiler i op til 3-4 døgn. Men du kan altså være uheldig at blive smittet gennem tekstiler, hvis du får det på din krop kort efter, at det har været i kontakt med en smittebærer af fnat.

Hos ældre mennesker og folk med nedsat immunforsvar kan fnat udvikle sig til det, der kaldes for skorpefnat. Det er ikke en anden type fnatmide, der graver i hudlagene, men det er til gengæld udtryk for smitte, hvor fnatmiden formerer sig i stort antal i hud, der er skorpet eller skællende. Det betyder også, at folk med skorpefnat er endnu mere smitsom end dem med ”almindelig” fnat.


Fnat symptomer – hvad skal du holde øje med?

Der er nogle helt klare symptomer og tegn på, at du er blevet smittet med fnatmiden. Symptomerne viser sig ofte som:

  • Kløe, der føles intens og meget generende. Årsagen til den kløende fornemmelse er, at dit immunsystem reagerer kraftigt på både miderne i sig selv, men også æggene og afføringen. Den kløende fornemmelse begynder typisk to-tre uger efter, du er blevet udsat for smitte. Hvis du tidligere har haft fnat, kan symptomerne vise sig efter ganske få dage.
  • Udslæt, der viser sig som røde eksemlignende plamager på huden. Mange vil også have kradsemærker og sår på huden, fordi det kløende udslæt er så generende, at de klør hul på huden.
  • Knopper kommer ofte sammen med kløen og udslæt. Det viser sig som små røde knopper – særligt på arme og krop.

Den lille fnatmide har det bedst under varme forhold, og derfor er ubehaget og kløen også oftest slemmest om natten, når du ligger under den varme dyne. Det vækker miderne, der rører på sig og giver intens kløe. Om dagen er kløen ofte mere udholdelig.

Her sætter fnat sig typisk

De påvirkede områder er typisk lokaliseret på og omkring fingre, håndled, navlen og kønsdelene. Det klør mest på de steder, hvor fnatmiden sidder, men kløen kan sprede sig til hele kroppen.

Der kan dog være forskel på, hvor fnat typisk slår sig ned i forskellige aldersgrupper:

  • Børn – hos børn er det ofte ansigt, hovedbund, fodsåler og håndflader, der bliver inficeret med fnatmiden. Særligt for børn under to år, viser fnatmiden sig som slyngede gange, der kan ses med lup, under fodsålerne.
  • Voksne – hos voksne er det typisk varme områder mellem fingrene, omkring håndleddet, i armhuler og omkring kønsdele at fnatmiden slår sig ned. Særligt på kønsdelene viser sygdommen sig yderligere ved små, hårde og røde knuder på huden.
  • Ældre – hos ældre ses fnat ofte som et diffust udslæt. Det er også særligt i denne aldersgruppe at skorpefnat, tidligere kaldt norsk fnat, hyppigt optræder. Det skyldes ofte det nedsatte immunforsvar. Når den ældre smittes med almindelig fnat, kan det udvikle sig til skorpefnat, der sætter sig som skællende, skorpet hud med stor forekomst af fnatmider. Dog er det sjældent ledsaget af samme generende kløe.

Eftersom fnat optræder med symptomer som kløe og et rødt udslæt, kan det derfor også ofte forveksles med andre hudsygdomme som eksem og allergi.


Behandling af fnat – sådan kommer du miden til livs

Selvom fnat ikke er en farlig hudlidelse, er den dybt ubehagelig og generende for den ramte. Dertil er hudlidelsen meget smitsom, og det er derfor meget vigtigt, at du opsøger behandling hurtigst muligt, hvis du mistænker, at du er blevet ramt af fnat.

Sådan foregår behandlingen

Behandling af fnat er som sagt vigtigt for at få stoppet smittekæden. Har du derfor mistanke om, at dit udslæt skyldes fnat, men er du ikke helt sikker, er det afgørende, at du tager kontakt til din læge. Så kan behandlingen igangsættes så hurtigt som muligt. Lægen undersøger huden grundigt for at stille en sikker diagnose.

Med mikroskop undersøger lægen huden for enten at identificere en levende fnatmide, eller for at påvise en midegang, som også er et sikkert tegn på, at der er fnat til stede under huden. Herefter igangsættes en behandling med midler i form af creme. Ved skorpefnat kræver det ofte yderligere undersøgelse hos en hudlæge, der ofte som supplement til behandlingen vil ordinere anden medicin i form af piller for at komme miden til livs.

Selvbehandling med creme

Behandlingen for fnat foregår som en selvbehandling derhjemme. Middel mod fnat købes nemlig som håndkøb på apoteket. Her får du en creme, som du skal smøre dig med over hele kroppen fra kæben og ned – og altså ikke kun på de inficerede steder, hvor fnatmiderne holder til. Er det et barn under tre år, der er ramt af hudinfektionen, skal også hårbund og ansigt smøres ind i cremen – dog med undtagelse af områderne omkring øjne og mund.

Midlet smøres på ingen sengetid og vaskes af næste morgen efter 8-12 timer. Når de 8-12 timer er gået, betragtes du som smittefri, og derfor er der ingen grund til at undgå at tage på arbejde, i institution eller på anden vis være social aktiv. Det er ligeledes vigtigt at tage rent tøj på og skifte sengetøjet. Alt tøj og tekstiler, der har været i direkte kontakt med huden, bør vaskes ved minimum 60 grader for at være sikker på at komme miderne til livs. Er det ikke muligt at vaske tøjet på så høje varmegrader, lægges det i en lukket pose og opbevares ved 25 grader i minimum tre døgn. Samtidig skal alle i husstanden også behandles med cremen.

Effektivt middel mod fnat

Særligt cremer med et højt indhold af Tea Tree Oil har vist sig effektive mod fnatinfektion. Studier viser, at brugen af Tea Tree Oil sammenlignet med andre standardbehandlinger er hurtigere og mere effektiv. I flere tilfælde har den klassiske fnatbehandling vist sig ikke at være tilstrækkelig effektiv, ligesom flere har været resistente over for behandlingen, der heller ikke formåede at reducere hudinflammationen som følge af infektionen.

I de tilfælde har Tea Tree Oil derimod vist gode og hurtige resultater, samtidig med at de plejende og helende egenskaber fra olien nedsætter irritation og inflammation i huden. Derfor er der stadig hjælp at hente, hvis den klassiske behandling af fnat ikke virker tilstrækkeligt effektiv på lidelsen.

Alternativ behandling af fnat

Der findes også alternative metoder til at komme fnatmiden til livs. Bekæmpelse af fnat med svovl er blevet brugt i mange årtier som en alternativ behandlingsform til at dræbe fnatmiden. Du kan både få creme, salve og sæbe, der indeholder en mængde svovl.

Det er hverken giftigt eller farligt at bruge svovl som behandling, men koncentrationen af svovl i midlet kan dog virke udtørrende på huden. Derfor er det en god idé at fugte huden godt mellem behandlingerne.

Der findes altså flere metoder til behandling af fnat. Men det er vigtigt at bemærke, at selvom din behandling har været succesfuld, vil symptomerne ikke forsvinde med det samme. Kløen fortsætter for langt de fleste i op til fire uger efter endt behandling. Selvom fnatmiderne er døde, sidder de nemlig stadig i huden – og det er først, når huden naturligt afstødes, at de forsvinder. Eftersom immunforsvaret reagerer på fnatmiden, selvom den er død, vil kløen altså først ophøre, når miderne er ude af huden.


Forebyggelse af fnat

Fnat kan ramme alle. Derfor kan du være uheldig at blive smittet med fnat, hvis du har tæt kontakt til en person, der er smittet. Det er naturligvis ikke muligt at undgå al fysisk kontakt med andre mennesker, og derfor kan det også være vanskeligt helt at forebygge smitte med fnat.

Den vigtigste forebyggelse er dog, at du reagerer hurtigt, hvis du har mistanke om, at du selv eller dit barn er smittet med fnat. Det kan lynhurtigt sprede sig på kort tid, og derfor bryder du bedst smittecirklen ved at opsøge læge eller behandling hurtigt. Viser det sig, at du er smittet, er det vigtigt at følge behandlingen grundigt og sørge for, at alle i husstanden og den nære familie også behandles, så smittekæden stoppes effektivt.



FAQ om fnat

Her kan du få svar på nogle af de mest stillede spørgsmål om fnat.

Hvad er fnat?

Fnat er en lille mide, der graver sig ned i huden og laver gange, hvori den kan lægge æg. Her lever den, indtil den behandles effektivt med et fnatmiddel.

Hvorfor får man fnat?

Du får fnat, fordi du bliver smittet fra en anden person, der er inficeret med fnatmiden. Smitte forekommer ved tæt fysisk kontakt – i mere sjældne tilfælde gennem håndklæde, sengetøj og tekstiler, der har været i kontakt med den smittede.

Hvordan ser fnat ud?

Fnat er en lille gulbrunlig mide. Det kan være svært at se den med det blotte øje. Men i et mikroskop kan du se små, slyngede gange fra hunmiden, der graver tunneller, hvori hun kan lægger ægget for enden. De små gange ligner lidt blyantstreger på huden, mens selve miden ligner en lille sort-brunlig plet for enden.

Hvor kommer fnat fra?

Fnat kommer fra personer, der er inficeret med den lille mide i huden. Kommer du i tæt fysisk kontakt med en smittebærer, risikerer du derfor at blive smittet med hudsygdommen.

Er fnat farligt?

Fnat er ikke en farlig hudsygdom – men det er til gengæld en generende og ubehagelig en af slagsen. Selvom fnat ikke er farligt, er det dog vigtigt, at du hurtigst muligt bliver behandlet, så du ikke smitter andre.

Hvor nemt smitter fnat?

Fnat er en forholdsvis smitsom hudsygdom, der smitter ved tæt fysisk kontakt med en smittet person. Det er derfor ofte i institutioner og på efterskoler, hvor elever bor sammen på få kvadratmeter, at smitterisikoen er størst. I mere sjældne tilfælde kan du blive smittet gennem sengetøj eller andre tekstiler.

Hvad er symptomerne på fnat?

Fnat viser sig som et kløende og rødligt udslæt, der af og til kan være ledsaget af røde, små knopper på huden. Kløen er værst om natten, da varmen fra dynen aktiverer fnatmiderne. Hudforandringerne viser sig også på områder, hvor miden ikke holder til.