facebook_pixel
få viden om herpes

Herpes – en smitsom virussygdom med udbrud, der kan forebygges og behandles

Herpes er en meget udbredt hud- og slimhindesygdom, der viser sig som små klare væskeblærer på huden eller slimhinderne – typisk på læberne eller kønsorganerne. Herpes kan ikke kureres, men der er gode muligheder for både at forebygge og behandle udbrud.

Hvad er herpes – og hvem kan få det?

Herpes er en meget smitsom hud- og slimhindesygdom, der skyldes herpes simplex virus (HSV). De to mest almindelige typer herpes er:

1.  HSV-1, der primært giver infektion i mund, svælg, ansigt og øjne. HSV-1 er også kendt som herpes labialis, der er den type herpes, der hyppigst er årsag til forkølelsessår.

2. HSV-2, der giver infektion i hud og slimhinder omkring kønsorganerne. HSV-2 er også kendt som herpes genitalis.

Man skønner, at hovedparten af den voksne befolkning på jorden har herpesvirus i kroppen. Langt de fleste (omkring 80 % af den voksne befolkning) har HSV-1, mens færre (omkring 30 % af den voksne befolkning) har HSV-2. Børn kan også få herpes type 1, men sjældent type 2.

Begge typer herpes er meget smitsomme og smitter ved direkte kontakt. Når man først har haft et herpesudbrud, vil herpesvirusset ligge i en slags ’dvale’ i nervesystemet resten af livet. Herfra kan det så blive ’vækket’ få eller mange gange livet igennem og resultere i nye herpesudbrud. Man kan aldrig blive kureret for sin herpesvirus, men man kan selv gøre noget for at forebygge nye udbrud, behandle symptomerne ved udbrud og ikke mindst sørge for ikke at bringe smitten videre til andre.


Hvad er symptomerne på herpes?

Symptomerne på herpes er de samme, hvad enten der er tale om HSV-1 eller HSV-2. Det er små klare væskeblærer (blistre) i huden, i munden, i øjnene, på og omkring læberne og på kønsorganerne. Blærerne vil oftest være smertefulde. Det føles som om, de brænder, og huden føles varm, stikkende og øm. Blærerne bliver senere til sår og derefter skorper, der falder af.

Man kan aldrig slippe af med sin herpesvirus, men det er meget forskelligt, hvor ofte man oplever udbrud. For nogle vil det kun ske få gange i livet. Andre er konstant plagede af nye og generende herpesudbrud.

Nye udbrud kan have mange forskellige årsager, blandt andet stress, nedsat immunforsvar (for eksempel blot i forbindelse med en forkølelse), feber, skarpt sollys og, for kvinders vedkommende, menstruation.

Herpes labialis (forkølelsessår)

Når man i daglig tale omtaler herpes, mener man i de fleste tilfælde herpes på kønsorganerne. Herpes labialis omtales derimod oftest blot som forkølelsessår.

Den første infektion med HSV-1 kaldes en primærinfektion. Den første infektion vil typisk være den værste og kan medføre smertefulde slimhindeforandringer i munden med blistre og sår. Man kan få feber, hovedpine og ømhed i kroppen. Infektionen kan vare helt op til 14 dage.

De efterfølgende udbrud vil typisk vare kortere tid, måske 2-7 dage, og være langt mildere. Ofte er det eneste, man mærker til udbruddet, et synligt og meget irriterende forkølelsessår eller flere på læberne eller rundt om læberne.

De fleste opdager udbruddet lidt før, at forkølelsessåret bliver synligt, ved en prikkende, sviende og stikkende fornemmelse i huden. Har man prøvet det før, ved man, hvad der er på vej og bør derfor købe nogle midler mod forkølelsessår. Og forkølelsessåret kan derefter dukke op i løbet af få timer.

De fleste kender HSV-1 fra forkølelsessår på læberne, men virusset kan også ramme øjenområdet (hornhinden og andre dele af øjet), hvor det kan give røde øjne, smerter, ubehag og sløret syn. Derudover kan herpesvirus også ramme i mundhulen (gummerne og ganen), på tungen og ned i halsen i form af smertefulde blistre og blærer.

LÆS OGSÅ: Forkølelsessår – gode råd om behandling og forebyggelse

Herpes genitalis (herpes på kønsorganerne)

Herpes genitalis, der er herpesvirus på kønsorganerne, omtales ofte blot som herpes. Det er en meget almindelig kønssygdom, som ikke kan kureres. Symptomerne kan dog behandles – og du kan sørge for ikke at bringen smitten videre til andre.

Det er ofte forbundet med stor skam at have en kønssygdom, men der er ingen grund til at skamme sig. Har du herpes genitalis, er du bestemt ikke alene. Hver fjerde eller hver femte voksne dansker har herpes genitalis, så det må siges at være en meget udbredt kønssygdom.

Herpes genitalis viser sig ved rødlige, hævede og ømme ydre kønsdele og smertefulde blærer, der brister og bliver til sår. Herpes genitalis kan også brede sig til anus og balderne, hvor symptomerne er de samme.

Den første infektion med HSV-2 kaldes en primærinfektion. Ligesom ved HSV-1 vil den første infektion typisk være den værste, og den kan, udover symptomerne på kønsorganerne, også give hovedpine, feber, muskelsmerter og ondt i halsen og eventuelt også smertefulde slimhindeforandringer i munden med blistre og sår. Altså influenzalignende symptomer. Infektionen kan vare helt op til 14 dage.

De efterfølgende udbrud vil typisk vare kortere tid, måske 2-7 dage, og ligesom ved HSV-1 være langt mildere. Men blærerne og sårene på kønsorganerne er dog stadig ret smertefulde. Derudover kan der også være smerte ved vandladning.

Herpes zoster (helvedesild)

Herpes zoster er en lidt anden herpessygdom end de to andre, men den skal også nævnes her. Herpes zoster er den latinske betegnelse for helvedesild. Navnet dækker over et meget smertefuldt hududslæt, som skyldes varicella-zoster-virus (VZV). Det er den samme virus, der forårsager skoldkopper, og helvedesild skyldes en reaktivering af skoldkoppevirus, ofte mange år efter at man har haft skoldkopper. Helvedesild rammer hyppigst mennesker over 60 år og mennesker med nedsat immunforsvar.

Man kan ikke få helvedesild af at være i kontakt med en, der har helvedesild eller skoldkopper, men helvedesild kan smitte videre og give skoldkopper. Helvedesild kan alene opstå ved en reaktivering af en skoldkoppevirus, som man har i kroppen, fordi man tidligere (måske som barn) har haft skoldkopper. Skoldkoppevirusset bevæger sig fra huden langs nervebanerne og ind til nervernes rødder, hvor det ligger i dvale.

Når man får helvedesild, er det fordi, virusset aktiveres og vandrer langs nervebanerne til huden. Det viser sig som et brændende udslæt på afgrænsede dele af kroppen, i ansigtet eller på øjenlåget. Der kan følge let feber og hævede lymfeknuder med et udbrud. Det ligner skoldkopper, og efter 2-3 uger vil skorperne som regel falde af.

Efterfølgende kan der i uger eller måneder efter opstå voldsomme smerter; dette kaldes postherpetisk neuralgi. Smerterne, der beskrives som en brændende, stikkende eller jagende smerte, kan i værste fald være invaliderende.

Det bedste, du kan gøre for at undgå helvedesild, er at sørge for at have et godt immunforsvar. Er du over 50 år, kan du blive vaccineret mod helvedesild. Vaccinen halverer risikoen for et udbrud. Helvedesild kan lige som andre former for herpes behandles, men ikke kureres. Herpes zoster kendes også som human herpesvirus 3 (HHV-3).


Hvordan smitter herpes?

Herpestyperne HSV-1 og HSV-2 er meget smitsomme. De smitter ved direkte kontakt gennem slimhinderne eller revner i huden.

Et forkølelsessår på læberne kan overføre herpes til kønsorganerne – og omvendt. Og hvis du glemmer at vaske hænder, efter du har rørt ved et forkølelsessår ved munden, og du derefter for eksempel piller dig selv i øjet, kan du sprede smitten videre til øjnene. Du kan både smitte dig selv og andre.

Herpes kan ikke smitte gennem sæd og blod. Du kan heller ikke blive smittet, fordi du deler håndklæde med eller drikker af samme glas som en, der har herpes. Der skal altså være en direkte kontakt hud/slimhinde mod hud/slimhinde.

Forkølelsessår smitter typisk gennem kys eller berøring. Herpes genitalis kan smitte ved almindeligt samleje, oralsex eller analsex. Kondom er den bedste garanti mod ikke at smitte med og ikke at blive smittet med herpes genitalis. Men som nævnt kan et forkølelsessår også overføre herpes til kønsorganerne – og den anden vej.

Man kan både smitte, når herpes er i udbrud, og når herpes er i ’dvale’. Smittefaren er dog absolut størst, når der er blærer og sår.

Mange har fået herpesvirus i kroppen allerede som barn. Nogle mærker ikke meget til det igennem det meste af livet, mens andre desværre er plaget af gentagne og hyppige udbrud livet igennem.

Børn og voksne med atopisk eksem (også kaldet børneeksem) har et dårlig immunforsvar i huden mod virus og bakterier. De kan derfor være særligt modtagelige over for herpesvirus.


Hvordan kan man forebygge herpes?

Nye udbrud kan have mange forskellige årsager, blandt andet er stress, nedsat immunforsvar (for eksempel blot i forbindelse med en forkølelse), sygdom, skarpt sollys og, for kvinders vedkommende, menstruation kendt for at kunne medvirke til at fremprovokere nye udbrud. Der er selvsagt ikke ret mange af disse årsager, du selv kan gøre noget ved, og derfor er der desværre ikke så meget, du selv kan gøre, bortset fra at forsøge at undgå for meget sollys og stress.

Det, du kan gøre, er derfor generelt at leve og spise sundt, drikke masser af vand, få nok søvn, dyrke motion og undgå stress. På den måde styrker du dit immunforsvar, og det er det bedste, du kan gøre.

Det er vigtigt med en god håndhygiejne, hvis du har herpes – ellers risikerer du at smitte dig selv med herpes andre steder på kroppen eller at smitte andre. Så når du har rørt dig et sted, hvor du har herpes i udbrud – for eksempel når du har smurt salve på stedet – er det meget vigtigt, at du husker at vaske hænder bagefter. Når det handler om herpes genitalis, er det derudover vigtigt at huske kondom eller at undgå sex, når du har herpesudbrud.


Hvordan kan man behandle herpes?

Alle typer herpes kan som nævnt ikke kureres, for der findes endnu ikke en kur eller vaccine mod herpes, men symptomerne kan behandles. Det mest anvendte behandlingsmiddel er salve eller creme mod herpes med indhold af Aciclovir og Valaciclovir.

Det er vigtigt at smøre salven på, så snart du kan mærke, at et udbrud er på vej. På den måde kan du minimere udbruddet. De første par gange kan det måske være svært at kende symptomerne, men efter nogle gange med herpes er du med det samme klar over, hvad der er under opsejling.

Kommer du tidligt i gang med behandlingen, kan du nedsætte omfanget og varigheden af udbruddet. Måske kan du være heldig at undgå, at der kommer blærer – eller i hvert fald at der kommer færre af dem.

Ved særligt svære tilfælde af herpes eller hyppigt tilbagevendende udbrud kan du prøve en tabletbehandling. Den skal du have på recept efter samråd med din læge. Igen er det ikke en kur, der kan kurere din herpes, men den kan medvirke til at minimere antallet af udbrud.


FAQ om herpes

  • Hvad er herpes?

Herpes er en meget smitsom hud- og slimhindesygdom, der skyldes herpes simplex virus (HSV). De to mest almindelige typer herpes er HSV-1, også kendt som herpes labialis/forkølelsessår, og HSV-2, også kendt som herpes genitalis.


  • Hvordan smitter herpes?

Herpes smitter gennem direkte kontakt gennem slimhinderne eller revner i huden. Der skal altså være en kontakt mellem hud og/eller slimhinde. Det vil typisk sige gennem kys, berøring eller seksuel kontakt.


  • Hvornår smitter herpes?

Herpes kan smitte, både når der er herpesudbrud, og når herpesvirusset ligger i ’dvale’. Risikoen for smitte er dog størst, når der er herpesudbrud med blærer og sår.


  • Hvor mange har herpes i Danmark?

Herpes er en meget udbredt sygdom. Man skønner, at hovedparten af den voksne befolkning i Danmark har herpesvirus i kroppen. Langt de fleste (omkring 80 % af den voksne befolkning) har HSV-1, mens færre (omkring 30 % af den voksne befolkning) har HSV-2. Børn kan også have herpes, hyppigst HSV-1.


  • Hvor længe smitter herpes?

Herpes kan smitte så længe, man har herpes – og det har man livet ud, da der ikke findes nogen kur eller vaccine mod herpes. Risikoen for at smitte andre er dog størst, når du har herpes i udbrud.


  • Hvad er herpes i underlivet?

Herpes i underlivet skyldes herpesvirusset HSV-2, der også kaldes herpes genitalis. Det er en kønssygdom, der rammer kønsorganerne og underlivet.


  • Hvordan behandles herpes?

Herpesudbrud kan behandles, men herpes kan ikke kureres. Herpes behandles typisk med en salve eller creme, når der er udbrud eller udbrud på vej. I svære tilfælde af herpes kan det være nødvendigt med en tabletbehandling.


  • Hvordan smitter herpes i underlivet?

Herpes i underlivet smitter ved samleje – du kan blive smittet af en, der har herpes. Og har du selv herpes, kan du bringe smitten videre. Du kan også blive smittet fra herpes labialis, også kendt som forkølelsessår, hvis du har rørt ved et forkølelsessår og glemt at vaske hænder, inden du rører ved kønsorganerne.


  • Hvordan tester man for herpes?

Lægen kan teste for herpes, men ofte vil han eller hun kunne stille diagnosen blot ved at se herpesudbruddet.


  • Kan herpes smitte fra mund til underliv?

Herpes kan smitte fra mund til underliv – og omvendt. Har du herpes, er det derfor vigtigt at vaske hænder, hvis du har rørt ved et sted, hvor du har et herpesudbrud. Derudover er det vigtigt at huske kondom ved samleje.


  • Hvor længe har man herpes genitalis?

Et udbrud af herpes genitalis vil typisk vare fra få dage til en uge. Men har man først fået herpes, vil virusset være i kroppen livet ud. Man har altså stadig herpes genitalis, selv om der ikke er aktuelle udbrud.


  • Hvor lang tid går der fra herpessmitte til udbrud?

Der kan gå kort tid, og der kan gå lang tid fra herpessmitte til herpesudbrud. Der kan ikke siges noget generelt om det.


  • Hvad er herpes genitalis?

Herpes genitalis er en kønssygdom, der giver smertefulde blærer og sår på kønsorganerne. Herpes genitalis smitter ved samleje, oralsex og analsex med en person, der har herpes genitalis. Derudover kan du også blive smittet med herpes genitalis ved berøring af et forkølelsessår.


  • Hvad er herpes zoster?

Herpes zoster er den latinske betegnelse for helvedesild. Som navnet antyder, er det en meget smertefuld hudlidelse. Helvedesild skyldes en reaktivering af skoldkoppevirus, ofte mange år efter at man har haft skoldkopper. Helvedesild rammer hyppigst mennesker over 60 år og mennesker med nedsat immunforsvar.