Anne Thestrup Meimbresse, Farmaceut ved Varde Apotek

Gennemlæst af Anne Thestrup Meimbresse

Klinisk farmaceut, Varde Apotek

Se Annes profil her »
Indholdsfortegnelse:

Hvad er psoriasis – og hvem rammer det?

Psoriasis er en af de mest almindelige hudsygdomme, der rammer to til tre procent af befolkningen i Danmark. Alle kan blive ramt af psoriasis, men ofte sker det i alderen 10-30 år. Mænd og kvinder bliver lige hyppigt ramt.

Psoriasis er en arvelig sygdom, men du kan sagtens være disponeret for sygdommen uden nogensinde at få et udbrud. Du kan dog også udvikle sygdommen, selv om der ikke tidligere har været psoriasis i din familie, eller måske har sygdommen sprunget en generation over.

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, der ikke smitter. Det er en inflammationssygdom, hvor der er tale om en betændelsestilstand i huden. Udbrud er kendetegnet ved røde, fortykkede og kløende områder på huden, der er dækket af et hvidligt, glinsende skæl.


Behandling og forebyggelse, men ingen helbredelse

Der findes desværre ingen muligheder for at helbrede psoriasis – så er man blevet ramt af psoriasis, vil man have sygdommen resten af livet. Det er dog meget forskelligt, hvor hårdt psoriasis rammer, og hvor ofte udbruddene kommer. Og der er gode muligheder for at behandle udbrud og at forebygge nye udbrud ved at kende og efterleve forskellige faktorer.

Psoriasis er ikke en farlig sygdom, men det er meget belastende at leve med en sygdom, der viser sig i form af synlige røde og hvide pletter på huden. Det er derfor ikke mindst psykisk og socialt en stor udfordring at have psoriasis.



Hvad er symptomerne på psoriasis?

Symptomerne på psoriasis er røde, fortykkede pletter på huden, der typisk er tydeligt afgrænsede. Pletterne kan være i mange forskellige størrelser – fra bittesmå dråbeformede pletter til håndfladestore plamager. Pletterne vil oftest være dækket af et hvidligt, glinsende skæl. De angrebne områder kan klø. Når man klør eller kradser i pletterne, begynder de let at bløde.

Meget milde tilfælde af psoriasis kan forveksles med eksem. Så har du blot en lille plet med psoriasis på ryggen, er du måske ikke selv klar over, at du har psoriasis. I den anden ende af skalaen ses svære tilfælde af psoriasis, der dækker det meste af kroppen, og hvor den angrebne er stærkt påvirket af sygdommen.

Hvor kan psoriasis opstå?

Psoriasis angriber oftest den nederste del af ryggen, albuer, knæ, hårbund, ansigt, balder, håndflader, negle, under armene, i lysken og i underlivet. Psoriasis kan altså opstå over det meste af kroppen, og alt efter hvor det rammer, ser udbruddet også forskelligt ud. Læs mere om det i de følgende afsnit om de forskellige typer psoriasis.

Plaque psoriasis (eller psoriasis vulgaris)

Den mest almindelige type psoriasis hedder på latin plaque psoriasis eller psoriasis vulgaris. Det er den type psoriasis, som 80 % af alle psoriasis-patienter lider af. Den viser sig ved røde og hvide pletter med en skællet overflade. Pletterne begynder som en lille rød prik eller dråbe, der vokser sig til store røde og skællende, fortykkede hudpletter.

Pletterne er typisk runde og i størrelsen 3-10 cm. Ofte optræder pletterne symmetrisk; det vil sige, at hvis du har en plet på den ene albue, vil du have en tilsvarende plet på den anden albue. Udbruddet kan være i form af få pletter eller brede sig til det meste af kroppen. Pletterne klør og giver en brændende fornemmelse i huden.

Plaque psoriasis eller psoriasis vulgaris opstår typisk på albuer, knæ, ben, fingerknoer, ryggen, håndflader, fodsåler, kønsorganer og i hårbunden.

> En god håndcreme uden parabener

Invers psoriasis

Invers psoriasis er en variant af den almindelige psoriasis-type. Invers eller indvendig psoriasis opstår oftest i varme og fugtige hudfolder. Det kan være under armene, i lysken, under brysterne, mellem balderne, i underlivet og på kønsdelene.

Invers psoriasis viser som røde, glinsende pletter, der typisk ikke skæller. Hos kvinder, der har psoriasis i underlivet, viser udslættet sig typisk på og mellem skamlæberne, i lysken og på indersiden af lårene. Hos mænd vil det være på indersiden af forhuden.

Invers psoriasis kan let forveksles med en svampeinfektion, blandt andet fordi der også er kløe i forbindelse med udbruddet.

Guttat psoriasis

Guttat psoriasis er endnu en meget almindelig form for psoriasis. Den viser sig typisk ved 2-5 mm dråbeformede udslæt over hele kroppen.

Guttat psoriasis opstår ofte i en ung alder i forbindelse med en infektion, typisk en streptokokinfektion i forbindelse med en halsbetændelse.

Pustuløs psoriasis

Ved pustuløs psoriasis dannes der blærer i huden fyldt med væske eller pus. Blærerne tørrer efterhånden ind og bliver til brunlige skorper. Pustuløs psoriasis kan ramme håndflader og fodsåler eller generelt over hele kroppen. De ramte områder bliver hævede, røde og ømme. Denne type psoriasis rammer som oftest kun voksne.

Hårbundspsoriasis

Hårbundspsoriasis er en meget almindelig type psoriasis, der rammer omkring hver anden psoriasis-patient. Den optræder typisk i hårgrænsen bag ørerne, i nakken eller i panden, hvor den ses som svagt røde pletter eller kløende, fortykkede områder med skæl.



Neglepsoriasis

Omkring 25-50 % af alle psoriasis-patienter rammes også af neglepsoriasis, der ses som punktformede fordybninger i neglen (’fingerbølprik’) eller mørke misfarvninger eller fortykkelse af neglen. Der kan også være striber i neglen, og neglen kan blive løs. Både tå- og fingernegle kan blive angrebet.

Har du mistanke om, at du har psoriasis?

Hvis du oplever symptomer, der kan minde om symptomerne ved psoriasis, er det vigtigt, at du går til din læge. Din praktiserende læge vil eventuelt henvise dig til en hudlæge, der kan stille diagnosen og foreslå en behandling.

Det er vigtigt, at du har en sikker diagnose, inden du selv går i gang med at forsøge forskellige behandlinger, idet symptomerne kan være udtryk for andre sygdomme.

Hvordan kan man behandle psoriasis?

Psoriasis kan desværre ikke helbredes, og det gælder, uanset hvilken type psoriasis, du lider af. Formålet med behandlingen vil derfor altid være at lindre generne, holde sygdommen under kontrol og sørge for, at den ikke ødelægger livskvaliteten.

Da sygdommen er kronisk, kan man let blive slået helt ud, når man får diagnosen psoriasis – en sygdom med kløende og meget synlige udslæt. Du reagerer måske ved at blive vred, ked af det, føle afmagt eller fornægte sygdommen. Det er aldrig sjovt at se anderledes ud, hverken for børn eller voksne, men måske er det særligt svært for børn og unge i teenageårene.

Det bedste, du kan gøre, er at sætte dig godt ind i sygdommen, og hvad den indebærer. Det er også vigtigt, at du tager aktiv del i behandlingen og orienterer dig om, hvad du kan gøre for at forebygge udbrud.

Valg af behandlingsform

Når lægen skal vælge behandlingsform, vil det afhænge meget af, hvilken type psoriasis du har, og hvor hårdt du er angrebet. Graden af psoriasis måles på en såkaldt PASI-score, og inddelingen i grader afhænger primært af, hvor stor en del af kroppen, der er angrebet. Der skelnes mellem let, middelsvær og svær psoriasis.

Udvortes behandling

Den første behandling, som lægen vil foreslå, vil næsten altid være udvortes behandling med cremer, salver, shampoo, skum og linimenter. Det er midler med indhold af tjære, D-vitamin eller hormoner af forskellig styrke, for eksempel binyrebarkhormon. Det hele er noget, som du selv skal bruge derhjemme.

Da psoriasis er en inflammationssygdom, handler det om at modvirke bakterier og bekæmpe betændelsestilstanden i huden.

Ved let psoriasis vil det ofte være nok at behandle med en fed fugtighedscreme eller cremer og salver.

Særligt invers psoriasis kan blive ledsaget af infektioner med svampe og bakterier, der så også skal behandles med særskilte præparater.



Klimabehandling med bade

Ved middelsvære tilfælde af psoriasis kan lokalbehandlingen med cremer, salver og lignende suppleres med tjærebade eller saltvandsbade, der har en gavnlig effekt på huden. I Danmark er der to saltvandsbade: i Mariager og på Læsø. Derudover kan man få klimabehandling med saltvandsbade i Det Døde Hav i Israel.

Tjærebade kan man få på hospitalet, hvor man også kan få behandlinger med påsmøring af tjære. Tjære er en af de ældst kendte metoder til behandling af psoriasis. Det er en effektiv behandlingsform. Ulempen ved tjære er dog, at det lugter grimt og øger lysfølsomheden i huden.

Lysbehandling

Sol i moderate mængder har en gavnlig virkning på psoriasis. Jævnlige sol-og badeferier vil derfor være gavnlige for psoriasis-patienter. Og mange patienter oplever også, at deres sygdom bliver bedre om sommeren, hvor solen og den højere luftfugtighed har en gavnlig virkning.

I stedet for behandling i solen kan man anvende kunstigt lys i form af lysterapi, blandt andet med ultraviolet lys. Det er for mange en effektiv behandlingsform.

Systemisk behandling

Ved lokalbehandling behandler man kun det angrebne område på huden. Ved en systemisk behandling behandler man derimod hele kroppen. Det kan man gøre med tabletter eller indsprøjtninger.

Systemisk behandling bruges kun til patienter med svær og invaliderende psoriasis, da det er en skrap behandling.

Sørg for at overholde behandlingen

En stor del af behandlingen mod psoriasis skal du selv stå for derhjemme. Du skal selv smøre dig med cremer og salver efter den plan, du har fået af din læge. Det er vigtigt for et godt behandlingsresultat, at du overholder planen. Derudover er det også med til at minimere risikoen for nye udbrud.

Desværre stopper mange psoriasis-patienter med behandlingen for deres sygdom, fordi de ikke orker at smøre sig med cremer og salver hver dag, eller fordi de ikke føler, at behandlingen virker. Men det er vigtigt at finde en ny behandlingsform frem for helt at stoppe med behandling.


Hvad kan du gøre for at forebygge psoriasis?

Selv om du er arveligt disponeret for psoriasis, skal der alligevel en udløsende faktor til, for at sygdommen bryder ud. Det kan være: en infektion (for eksempel med streptokokker eller hiv), alkohol, rygning, overvægt, stress, graviditet eller visse lægemidler. Og selv om du allerede har psoriasis, kan du også selv gøre meget for at forebygge eller hindre nye udbrud. Du kan sagtens have psoriasis, men opleve, at der går flere år mellem udbruddene. Chancen for, at der går lang tid mellem hvert udbrud, stiger, hvis du passer godt på dig selv og din krop.

En sund livsstil

En sund livsstil med alkohol i moderate mængder eller slet ingen alkohol, ingen rygning, sund mad og motion har en gavnlig indvirkning på psoriasis.

Stress, både fysisk og psykisk, er ikke godt for kroppen – og heller ikke når du har psoriasis.

Husk cremen

Når du har psoriasis, er det vigtigt, at du smører dig med cremer mindst en gang dagligt. Hud med psoriasis bliver hurtigere tør end normal hud. Hvis huden bliver for alt for tør, kan den begynde at drysse med skæl. Det ser ikke rart ud og påvirker ens velbefindende.

Undgå lange varme bade, der virker udtørrende på huden. Og husk at smøre dig godt ind i creme, hver gang du har været i bad.

LÆS MERE: Tør hud – Sådan slipper du af med problemet



Sollys i moderate mængder

Sollys har en gavnlig effekt på psoriasis-patienter, men det er selvfølgelig vigtigt, at du nyder solen i moderate mængder og husker at smøre dig med en god solcreme, så du ikke bliver forbrændt.

Mange psoriasis-patienter oplever en tydelig forbedring om sommeren – og desværre også en tilsvarende tydelig forværring, når det bliver efterår og vinter. Har du mulighed for at tage på ferie i solen i løbet af vinteren, vil det selvfølgelig være godt. Men sørg derudover også for så vidt muligt at undgå frost og kulde. Pak dig godt ind, når du skal ud.

Hvad er psoriasisgigt – og hvem rammer det?

Psoriasisgigt kendes også under det latinske navn psoriasisartrit. Forskning tyder på, at op mod en tredjedel af alle psoriasis-patienter på et tidspunkt også vil få psoriasisgigt. Det rammer lige hyppigt mænd og kvinder. Ligesom psoriasis er psoriasisgigt arvelig, og mange får det allerede i en ung alder.

Psoriasisgigt er psoriasis i leddene og kan ramme overalt på kroppen, men opstår typisk i fingre, tæer, håndled, ryg, knæ, hofte og bækken. De typiske symptomer er ømme, røde og opsvulmede led, nedsat bevægelighed i leddet, stivhed i leddet morgen og aften og eventuelt forandringer i neglene og øjenbetændelse.

Symptomerne kan ligne symptomerne på andre former for gigt. Men har du allerede psoriasis, skal du huske at nævne det, så lægen er ekstra opmærksom på, at der kan være tale om psoriasisgigt.

Psoriasisgigt er en kronisk sygdom, der ikke kan helbredes, men der er forskellige muligheder for behandling. Valget afhænger af, hvor hårdt du er angrebet. Du kan få smertelindring af dine symptomer med håndkøbsmedicin, gigtmedicin eller indsprøjtninger med binyrebarkhormon. Er du meget plaget af din sygdom, er der mulighed for at vælge en systemisk behandling, der behandler hele kroppen, enten med piller eller med indsprøjtninger.

Sol og varme er også godt mod psoriasisgigt, så rejser til varmen er et godt middel, og ellers er lysterapi en mulighed. Fysioterapeuten, kiropraktoren og ergoterapeuten kan hjælpe med fysisk træning, øvelser, massage, behandling og de rigtige stillinger og hjælpemidler.


FAQ om psoriasis

Hvad er psoriasis?

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, der ikke er smitsom. Det er en inflammationssygdom, hvor der er tale om en betændelsestilstand i huden. Udbrud er kendetegnet ved røde, fortykkede og kløende områder på huden, der er dækket af et hvidligt, glinsende skæl.


Hvorfor får man psoriasis?

Psoriasis er en arvelig sygdom, men selv om du har sygdommen i kroppen, skal der alligevel en udløsende faktor til, for at sygdommen bryder ud. Det kan være en infektion (for eksempel med streptokokker eller hiv), alkohol, rygning, overvægt, stress, graviditet eller visse lægemidler.


Hvordan ser psoriasis ud?

Symptomerne på psoriasis er røde, fortykkede pletter på huden, der typisk er tydeligt afgrænsede. Pletterne kan være i mange forskellige størrelser – fra bittesmå dråbeformede pletter til håndfladestore plamager. Pletterne vil oftest være dækket af et hvidligt, glinsende skæl. De angrebne hudområder kan klø.


Hvad er psoriasis vulgaris?

Psoriasis vulgaris er den mest almindelige psoriasissygdom og kaldes også plaque psoriasis. Den viser sig ved røde og hvide pletter med en skællet overflade. Pletterne opstår typisk på albuer, knæ, ben, fingerknoer, ryggen, håndflader, fodsåler, kønsorganer og i hårbunden.


Hvad forværrer psoriasis?

Psoriasis kan blive forværret af en usund livsstil med rygning, alkohol, usund mad, manglende motion og overvægt. Stress kan også forværre sygdommen. Endelig kan udtørring af huden, for eksempel på grund af kulde eller manglende brug af creme, forværre symptomerne.


Hvad hjælper mod psoriasis?

Psoriasis kan ikke helbredes, men du kan gøre meget for at forebygge og behandle udbrud. Det hjælper at leve sundt, at smøre sig med creme dagligt og at få sol og varme på huden. Derudover er der også alternative naturmidler, der kan hjælpe mod psoriasis. Og først og fremmest findes der forskellige medicinske behandlinger med cremer, salver, shampoo, tabletter, indsprøjtninger og saltvands- og tjærebade og lysbehandlinger.


Hvor mange har psoriasis i Danmark?

Man skønner, at psoriasis rammer cirka 2-3 procent af befolkningen. Det gør psoriasis til en af de mest almindelige hudsygdomme.


Hvem får psoriasis?

Alle kan få psoriasis, men ofte sker det i alderen 10-30 år. Mænd og kvinder bliver lige hyppigt ramt. Det er en arvelig sygdom, som du kan være genetisk disponeret for, men du kan dog også få psoriasis, selv om det ikke ligger til familien.


Hvad kan man selv gøre mod psoriasis?

Har du psoriasis, er der meget, du selv kan gøre for at lindre, forebygge og behandle. Først og fremmest kan du sørge for at leve og spise sundt, undgå stress og at smøre dig mindst en gang dagligt med en god fugtighedscreme. Derudover er sol og varme godt for huden.


Hvordan behandles psoriasis?

Psoriasis behandles udvortes med cremer, salver og shampoo. Derudover kan det også behandles med tabletter eller indsprøjtninger, saltvands- og tjærebade og lysbehandlinger.


Er psoriasis en autoimmun sygdom?

Psoriasis betragtes som en autoimmun sygdom, der kendetegnes ved, at kroppen er selvdestruktiv og ødelægger sit eget væv. Immunsystemet angriber altså kroppen. Forskere ved stadig ikke præcist, hvorfor det sker.


Er psoriasis en kronisk sygdom?

Psoriasis er en kronisk sygdom, der ikke kan helbredes, men der er heldigvis gode muligheder for at behandle og forebygge med henblik på at lindre smerter, holde sygdommen under kontrol og hindre, at sygdommen ødelægger livskvaliteten.


Hvor arvelig er psoriasis?

Psoriasis er en arvelig sygdom, men selv om du bærer sygdommen i kroppen er det ikke sikkert, at den kommer i udbrud. Der skal en udløsende faktor til, for at sygdommen bryder ud. Det kan være: en infektion (for eksempel med streptokokker eller hiv), alkohol, rygning, overvægt, stress, graviditet eller visse lægemidler.


Kan man behandle psoriasis?

Psoriasis kan behandles, men ikke helbredes, da det er en kronisk sygdom.


Kan man få psoriasis i ansigtet?

Man kan få psoriasis i ansigtet og over det meste af kroppen. Nogle psoriasis-patienter oplever bare et enkelt udbrud med en lille plet, mens andre mere eller mindre konstant har psoriasis over store dele af kroppen.


Kan man få psoriasis i munden?

Man kan godt få psoriasis i munden, selv om det ikke er her, det hyppigst ses.


Kan man få psoriasis i underlivet?

Man kan få den type psoriasis, der hedder invers psoriasis eller indvendig psoriasis i underlivet.


Kan man få psoriasis som voksen?

Mange får psoriasis i en ung alder (ofte i alderen 10-30 år), men man kan godt få psoriasis som voksen og ældre.


Må man klø i psoriasis?

Det er bedst, hvis du kan undgå at klø i dine psoriasis-udslæt, da de let begynder at bløde.


Må man farve hår, når man har psoriasis?

Du skal være ekstra varsom med hårfarvning, når du har psoriasis. Spørg eventuelt din frisør.


Kan psoriasis gå væk af sig selv?

Psoriasis kan ikke gå væk af sig selv, men følger du en række gode råd om forebyggelse af psoriasis, kan du være heldig at minimere antallet af udbrud, så du kun sjældent får nye udbrud – og udbruddene ikke bliver så voldsomme.