Anne Thestrup Meimbresse, Farmaceut ved Varde Apotek

Gennemlæst af Anne Thestrup Meimbresse

Klinisk farmaceut, Varde Apotek

Se Annes profil her »
Indholdsfortegnelse:

Hvad er klamydia?

Klamydia skyldes en bakterie, der hedder chlamydia trachomatis. Klamydia er en seksuelt overført sygdom, der smitter ved ubeskyttet sex, og problemet ved klamydia er, at mange slet ikke oplever symptomer, selvom de er blevet smittet med bakterien. Faktisk anslås det, at omkring 50.000 danskere er smittet med klamydia uden at vide det, og det kan være farligt.

Kvinder risikerer at udvikle en betændelsestilstand i æggestokkene, mens mænd er i risiko for at udvikle betændelse i bitestiklerne. Begge er sygdomme, der i værste tilfælde kan gøre dig steril, så du ikke længere kan få børn.

Klamydia er en infektion, som viser sig ved betændelse i urinrøret og i livmoderhalsen. Klamydia viser sig herhjemme oftest som en seksuelt overført sygdom, men i troperne kan bakterien også være årsag til øjensygdommen trachom.

Klamydia invaderer celler – primært cellerne i urinrøret og livmoderhalsen – hvorefter de formerer sig. Klamydia kan ligeledes ramme cellerne i endetarmen og i øjnene og på grund af de følgetilstande, som klamydia kan medføre, er det noget, du bør tage alvorligt.

Hvem får klamydia?

Selvom alle kan blive ramt af klamydia, er det særligt unge mennesker, der bliver ramt af sygdommen, men tal viser, at flere og flere over 40 år får konstateret sygdommen – hvilket kan skyldes, at det er en generation, som ikke har for vane at bruge kondom.

I Danmark påvises der op mod 30.000 tilfælde af klamydia om året, men det frygtes, at mindst dobbelt så mange er smittet. Eftersom klamydias følgetilstande kan resultere i sterilitet og barnløshed, er en ubehandlet klamydiainfektion ikke noget, som du bør tage let på.

2 intimpleje produkter mod tørhed, lugt & kløe
Intimprodukter mod svie, kløe og intim irritation
+15.000 anmeldelser
Normalpris 229,95 kr
Udsalgspris 229,95 kr Normalpris 259,90 kr
2 intimpleje produkter mod tørhed, lugt & kløe - Intimprodukter mod svie, kløe og intim irritation

Klamydia-symptomer – Hvordan føles klamydia?

Det farlige ved klamydia er, at symptomerne enten er meget svage, eller at der slet ikke er nogen. Klamydia kan derfor optræde uden symptomer, og kun 50% af de ramte kvinder samt 80% af de ramte mænd oplever symptomer i forbindelse med sygdommen.

Klamydia-symptomer mænd

Mænd kan opleve:

  • Udflåd fra urinrøret
  • Svie ved vandladning
  • Betændelse i bitestiklen

Hos mænd er det særligt vigtigt at holde øje med urinrørsbetændelse, eftersom det er et vigtigt symptom. Der vil ofte være klar udflåd fra urinrøret, ligesom der også kan være kløe og svie i forbindelse med vandladning. Som mand kan du opleve udflåd fra urinrøret eller endetarmen, hvis du har dyrket analsex. Ligeledes kan det være et symptom på klamydia, hvis du oplever feber.

Klamydia-symptomer kvinder

Kvinder kan opleve:

Hos kvinder kan det være særligt svært at spotte sygdommen, eftersom den er meget symptomsvag eller slet ikke viser nogle symptomer. Men hvis du oplever øget udflåd fra skeden eller svie i forbindelse med vandladning, kan dette være et tegn på klamydia. Udflåddet kan komme fra både urinrøret og livmoderhalsen, og som kvinde kan du også opleve underlivssmerter og i sjældne tilfælde feber. Har du dyrket analsex, kan der også komme udflåd fra endetarmen.

Er der andre tegn på klamydia? Sjældne symptomer

I sjældne tilfælde kan du opleve, at klamydia giver udslæt på kønsdelene i form af svampe-, vorte- eller blomkålslignende gevækster. Udslættet vil i de fleste tilfælde være smertefrit og forsvinder som regel efter et par ugers tid.

Mænd kan få en særlig afart af klamydia, som hedder klamydiagranulom, hvilket til at starte med er almindelig klamydia. Siden udvikler det sig til hævede lymfeknuder i lysken. Infektionen kan vise sig som et sår eller en blære, der sidder på penis eller oppe ved endetarmen, såfremt du har dyrket analsex. Såret er smertefrit, og det vil hele op i løbet af en uges tid. Nogle uger efter sårdannelsen, kan lymfeknuderne i lysken hæve op.

Begge disse tegn er meget sjældne – men sikre tegn på klamydia.

Oplever du derfor nogle af ovenstående, bør du straks søge læge og komme i behandling med antibiotikum.

De mest almindelige tegn på klamydia:

  • De hyppigste symptomer er svie ved vandladning samt udflåd fra urinrøret og for kvinder også fra livmoderhalsen
  • Mænd kan have kløe i urinrøret
  • Kvinder kan pletbløde eller bløde i forbindelse med samleje samt opleve kraftigere menstruationer
  • Mænd kan få bitestikelbetændelse
  • Underlivsbetændelse hos kvinder
  • Smerter i underlivet
  • Smerter i testiklerne

Vidste du? 

Mange kvinder og mænd oplever kløe, svie og irritation efter sex, og det kan være rigtig ubehageligt. Hvis sex er årsagen til problemerne, kan det hjælpe at bruge en gel, der kan afhjælpe tørhed og intimtubehag. Australian Bodycare har udviklet en gel med indhold af tea tree oil. Intim glide er dermatologisk testet og kan afhjælpe intim tørhed og intimt ubehag, samt give jer begge en sensuel oplevelse.

Intim glide fra Australian Bodycare er en let, glat og sensuel gel. Den indeholder den naturlige Tea Tree Oil, som kan afhjælpe problemer med kløe, svie, tørhed og irritation som mange kvinder oplever under og efter sex.

3 stk. vandbaseret glidecreme mod tørhed, svie og kløe
Intimgel til før, under og efter sex for at modvirke irritation
+15.000 anmeldelser
Normalpris 299,95 kr
Udsalgspris 299,95 kr Normalpris 359,95 kr
3 stk. vandbaseret glidecreme mod tørhed, svie og kløe

Hvordan får du klamydia?

Klamydia er som udgangspunkt en seksuelt overført sygdom, og det kræver derfor seksuelt samvær for at smitten kan overføres.

Hos kvinder sætter bakterien sig i livmoderhalsen i toppen af skeden, men den kan også forekomme i urinrøret.

Hos mænd sætter bakterien sig i urinrøret, men både mænd og kvinder risikerer, at bakterien spreder sig videre til de indre kønsorganer.

Hvordan smitter klamydia?

Klamydia smitter via kontakt mellem slimhinder. Slimhinder har du blandt andet i endetarmen, i skeden, på penis og i munden. Derfor kan klamydia smitte ved kontakt mellem kønsorganer samt ved oral- og analsex. Klamydia kan dog ikke smitte fra munden – kun fra penis, skede eller endetarm, så klamydia smitter ikke via kys. Til gengæld kan det godt smitte til munden, hvis du eksempelvis giver ubeskyttet oralsex til en, der er smittet med klamydia.

Hvor let smitter klamydia?

Klamydia smitter meget let, og bakterien kan også nemt sprede sig til de indre kønsorganer. Klamydia kan også overføres, hvis du deler sexlegetøj med en smittet.

Hvor hurtigt smitter klamydia?

Så snart du er i kontakt med en inficeret person, kan du smittes. Sygdommen kan godt være til stede, selv om du ikke har symptomer. Det tager som regel 5 til 21 dage fra du er smittet, til at du udvikler eventuelle symptomer.

Hvis du går med sygdommen uden at blive behandlet, anslås det, at kroppen kan helbrede sig selv efter 1 til 2 år. Det skal man dog ikke gøre, eftersom følgetilstandene ikke kan helbredes af sig selv og bør forhindres, før de indtræder.

Kan klamydia smitte ved oralsex?

Ja. Klamydia kan smitte, hvis du giver ubeskyttet oralsex til en, der er smittet med sygdommen. Klamydia kan dog ikke smitte fra mund til mund, så det er ikke forbundet med risici at kysse.


Hvordan undgår du klamydia?

Ved at dyrke sikker sex. For helt at undgå at blive smittet med klamydia skal du undgå at, dine slimhinder kommer i berøring med slimhinder fra en person, som har klamydia. Du skal ligeledes undgå kontakt med præsperm, sperm eller skedesekret.

Smitten kan dog også ske, hvis du rører ved en smittet persons kønsorganer for derefter at røre ved dine egne.

Klamydia kan smitte både ved sex mellem en mand og en kvinde samt ved sex mellem to mænd eller to kvinder.

Alt efter hvilken slags sex du dyrker, kan du beskytte dig på følgende måder:

  • Kondomer: du kan bruge dem til oralsex samt ved samleje i skeden, endetarmen eller på sexlegetøj
  • Handsker: du kan bruge handsker særligt designet til formålet, som du kan bruge ved berøring af skeden, endetarmen eller penis
  • Slikkelapper: du kan bruge dem, hvis du skal dyrke oralsex. Både vaginalt og analt

Hverken spiral, p-piller, pessar, sæddræbende creme, p-stav, minipiller eller at trække sig ud inden udløsning minimerer risikoen for seksuelt overførte sygdomme.

Hvem har særlig risiko for at få klamydia?

  • Personer med mange skiftende partnere
  • Personer, der dyrker usikker sex

Nogle personer kan være særligt i farezonen for at blive smitte med klamydia. Har du mange skiftende sexpartnere, er du i særlig risiko for at få klamydia.

Det er oftest kvinder, der får diagnosticeret klamydia, men dette skyldes formentlig, at kvinder bliver testet oftere.

Alligevel er heteroseksuelle mænd ansvarlige for den største andel af klamydiatilfælde, men det betyder eksempelvis ikke, at risikoen er mindre for mandlige par. Mænd som har sex med mænd har generelt set større risiko for at få seksuelt overførte sygdomme som syfilis og gonorré.

De fleste smittede er i alderen 15 til 29 år, og tal viser, at 5 % af alle unge i Danmark er smittet med klamydia.


Hvordan konstateres klamydia?

Lægen kan stille diagnosen på forskellige måder. Dette kan enten ske ved en podning fra urinrøret og hos kvinder også fra livmoderhalsen. Klamydiasmitten kan dog også konstateres ud fra en urinprøve, hvilket efterhånden er den mest almindelige måde at diagnosticere klamydia på.

Minder klamydia om andre sexsygdomme?

Klamydia kan minde meget om gonorré, men sygdommene skal behandles meget forskelligt. Derfor er det også vigtigt, at du får en nøjagtig diagnose, hvorfor du skal undersøges for begge sygdomme ved symptomer fra urinvejene.

Hvornår kan diagnosen stilles?

Lægen kan først stille diagnosen 1 til 2 uger efter smittetidspunktet.


Klamydiatest – hvordan tester man for klamydia?

Hvis du går til lægen for at blive testet for klamydia, vil dette enten foregå via en podning af urinrøret og ved kvinder også af livmoderhalsen. Der kan også foretages en urintest, hvilket er den mest almindelige metode blandt danske læger.

Mænd vil dog som regel få foretaget testen ved en podning af urinrøret, eftersom urintesten stadig er forholdsvis ny.

Klamydia hjemmetest

Hvis du ikke har lyst til at blive testet ved din læge, er det også muligt at tage en klamydiatest selv. Har du mistanke om, at du er smittet med en sexsygdom, har du dog også ret til at blive undersøgt af en anden læge end din praktiserende læge.

I dag kan du købe klamydiatests på nettet og teste dig selv derhjemme. Det anbefales, at du søger læge med henblik på optimal behandling og ikke giver dig i kast med at handle medicin på nettet. Behandlingen for klamydia er antibiotikum, og det er receptpligtigt, hvilket betyder, at du ikke selv må købe det.

Kvinder kan få en vejledende test, der ligesom en graviditetstest giver dig svar indenfor 10 minutter, mens mænd skal sende prøven ind til et laboratorium, hvorefter du får svar i løbet af en uges tid. Adressen, som du skal sende prøven til, vil fremgå af den pakke med testen, som du har bestilt på nettet.

Er prøven positiv, bør du søge læge for at komme i behandling for klamydia.

Har du symptomer, men var testen negativ, bør du søge læge, da det kan være symptomer på andre mere alvorlige sygdomme.


Klamydia behandling – Hvordan behandler man klamydia

Selvom klamydia virker som en voldsom sygdom, er den heldigvis nem at behandle, og i langt de fleste tilfælde kan du komme sygdommen til livs med antibiotikum. Efter 7 til 10 dage er infektionen forsvundet, og du smitter ikke længere.

I Danmark behandles klamydia i øjeblikket med Azithromycin, hvilket er et antibiotikum, der gives som enkeltdosis.

I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at tage medicin i længere tid og over flere gange, men det er noget, som du aftaler med din læge.

Klamydia behandles med tabletkur

Det er vigtigt, at både du og din partner bliver undersøgt og behandlet. Behandlingen foregår ved en tabletkur.


Ofte stillede spørgsmål og svar om klamydia


Må du dyrke sex, mens du er i behandling for klamydia?

Så længe du går til undersøgelse og er i behandling, skal du enten helt undlade at have samleje, eller også skal du kun dyrke sikker sex med kondom.
Det er ligeledes en god idé at vente mindst 7 dage efter behandlingen er overstået, før du igen har samleje. Det er også vigtigt, at symptomerne er helt væk, før du igen har samleje.
Hvis du i forbindelse med klamydia oplever tørhed, irritation eller kløe i intimområdet, kan du bruge produkter som Femigel eller Intim Glide for at forhindre irritation før, under og efter sex. Dette er ikke en kur mod klamydia, og det er stadig meget vigtigt, at du bruger kondom, hvis du er smittet med eller i behandling for klamydia.


Skal du fortælle det til dine tidligere partnere?

Det er meget vigtigt, at den eller de personer, du har været sammen med inden for de seneste cirka 6 måneder, også bliver undersøgt for klamydia. Hvis ikke det sker, er der stor risiko for, at du enten bliver smittet igen, eller at andre smittes af sygdommen. Så selvom det aldrig er en sjov besked at videregive, er det meget vigtigt, at du gør det.


Kan du få klamydia flere gange?

Ja, du kan godt få klamydia flere gange. Behandlingen af infektionen gør dig ikke immun over for fremtidige episoder, så selvom du har fået konstateret klamydia og modtaget behandling én gang, kan du altså stadig risikere at få det igen, hvis du har ubeskyttet samleje med en, der har klamydia.


Hvornår bør du teste, om du har klamydia?

Eftersom rigtig mange ikke oplever symptomer ved klamydia, er der visse situationer, hvor det er en god idé at undersøge, om du er smittet. Derfor anbefales du at tage en prøve i følgende situationer:

  • Før provokeret abort
  • Før opsætning af spiral
  • Hos unge kvinder med hyppigt skiftende seksualpartnere
  • Hos unge kvinder med øget udflåd
  • Hos gravide under 25 år
  • Hos yngre kvinder med symptomer på underlivsbetændelse
  • Ved pletblødning eller andre blødningsforstyrrelser (også hos p-pillebrugere)

Derudover anbefales det, at seksuelt aktive personer under 25 år bør lade sig undersøge for klamydia ved hyppigt skiftende seksualpartnere. Dertil er det altid en god idé at lade sig teste, hvis du eksempelvis indleder et nyt forhold med en og gerne vil undgå at bruge kondom.


Hvad er udsigten for fremtiden, hvis du har klamydia?

  • Hvis du har en klamydiainfektion, som behandles i tide, er der ingen følgevirkninger
  • En ubehandlet klamydiainfektion kan brede sig hos kvinder og give underlivsbetændelse og hos mænd betændelse i bitestiklerne
  • En følgevirkning af underlivsbetændelse kan være, at det befrugtede æg har svært ved at passere gennem æggestokken ned til livmoderen, således at kvinden ikke kan blive gravid
  • En klamydiainfektion kan udløse Reiters-syndrom, men tilstanden kan også ses efter en tarminfektion. Reiters-syndrom er en sjælden tilstand, som karakteriseres ved smerter i et eller flere led, der kan være ømme og hævede, betændelse i urinvejene, øjenbetændelse og udslæt på slimhinder og hud. Tilstanden rammer overvejende yngre mænd, der har en bestemt vævstype
  • Klamydia er hvert år med til at gøre 500 par sterile, så de ikke kan få børn, fordi de har haft klamydia. Den eneste måde disse par kan få børn på er ved at hjælp af kunstig befrugtning
  • Klamydia er hvert år skyld i, at 300 danske kvinder bliver gravide uden for livmoderen

  • Indholdet i denne artikel må ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Her anbefaler vi, at du kontakter egen læge.

    3 stk. vandbaseret glidecreme mod tørhed, svie og kløe
    Intimgel til før, under og efter sex for at modvirke irritation
    +15.000 anmeldelser
    Normalpris 299,95 kr
    Udsalgspris 299,95 kr Normalpris 359,95 kr
    3 stk. vandbaseret glidecreme mod tørhed, svie og kløe
    3 produkter mod intimt ubehag
    Intimpleje mod tørhed, lugt, kløe og andre intimproblemer
    +15.000 anmeldelser
    Normalpris 299,95 kr
    Udsalgspris 299,95 kr Normalpris 364,85 kr
    3 produkter mod intimt ubehag - Intimpleje mod tørhed, lugt, kløe og andre intimproblemer